board-member-morten-sandlykke-1.png

Tidligere CEO for Business Intelligence-virksomheden TARGIT, Morten Sandlykke, er netop indtrådt i bestyrelsen for den aalborgensiske it-virksomhed AskCody, der for nylig fik tilført et tocifret millionbeløb fra Promentum Equity Partners.

Mere end én million møder i Norden, Kina, Australien, Mexico, Canada, USA og Irland afvikles allerede gennem AskCodys avancerede software til planlægning og afholdelse af møder. Det er der store perspektiver og udviklingsmuligheder i, for virksomheder over hele verden spilder dagligt masser af dyrebar tid på alt, hvad der har med planlægning og afholdelse af møder at gøre.

Det kan den tidligere topchef i TARGIT Morten Sandlykke sagtens se potentialet i, og derfor er han netop indtrådt i bestyrelsen for den hastigt voksende Aalborg-virksomhed.

  • Jeg har gennem en menneskealder opnået en vis erfaring med at globalisere og vækste en it-virksomhed fra den helt spæde start, til vi i TARGITs tilfælde solgte virksomheden. Derfor mener jeg, jeg kommer med nogle kompetencer, som AskCody med stor fordel kan trække på, og jeg vil selvfølgelig gerne være med til at sikre endnu en nordjysk it-virksomhed global succes, siger Morgen Sandlykke.

Medejeren af AskCody, Promentum Equity Partners, er en ny dansk teknologifond, der i tæt samarbejde med Promentum Capital A/S blev stiftet af Secure Alternative Investments A/S i august 2016. Secure Alternative Investments forvalter i dag 15 alternative investeringsfonde med en samlet kapital på ca. 2,4 mia. kroner, og dermed er det økonomiske fundament under AskCodys fremtidige vækst og udvikling sikret.

  • Vi er både ydmyge og stolte over først at have sikret investeringen fra Promentum Equity Partners og nu en plads i bestyrelsen til Morten Sandlykke. Vi har naturligvis fulgt ham på sidelinjen, siden vi selv etablerede AskCody, og jeg tror, hans erfaring og kompetencer kommer til at få afgørende betydning for den modningsproces, vi står midt i, siger Allan Mørch, stifter af og CEO i AskCody.

AskCodys software til planlægning og afholdelse af møder er målrettet de millioner af medarbejdere verden over, der dag ud og dag ind spilder en masse tid på netop møder. I gennemsnit spilder 40 pct. af medarbejderne i en stor organisation 30 minutter om dagen på at planlægge møder, indkalde til dem, bestille forplejning, lede efter ledige mødelokaler, printe adgangskort og kontere udgifterne i økonomisystemet. Det koster virksomhederne millioner af kroner i tabt effektivitet.

AskCodys software binder i stedet det hele sammen i én integreret løsning, som medarbejderne har adgang til direkte via mail- og kalendersystemet. Det betyder, at receptionen, ledelsen, it-afdelingen, kantinen, rengøringen og finans alle har adgang til de samme data om møderne. Dermed elimineres en meget stor del af tidsspildet. Samtidig sikrer AskCodys løsning, at eksempelvis rengøringen aldrig mere skal gøre rent i mødelokaler, der ikke har været i brug, og at dobbeltbooking af lokaler ikke kan forekomme.

Sign up for the blog e-mails