badge-væksteventyrer-1

Den aalborgensiske it-virksomhed AskCody er netop blevet nomineret til IVÆKSTprisen som Årets Væksteventyrer, der er en af landets fornemste erhvervspriser.     

Aalborg, oktober 2017 – AskCody, der udvikler avanceret software til planlægning og afholdelse af møder, er netop blevet nomineret til Årets Væksteventyrer af en jury bestående af medlemmer fra ASE, Codan, pwc, Google og IVÆKST. Efter nomineringen er det op til danskerne og ikke mindst iværksættermiljøet at stemme vinderen i hus, og førstepladsen offentliggøres i forbindelse med en stor prisfest d. 13. november i København.

badge-væksteventyrer.png

AskCody har på få år opnået en position som global leverandør af software til mødebooking, intelligent styring af møderum i store virksomheder samt avanceret teknologi til indendørs wayfinding. Softwaren håndterer allerede 1 million møder i Europa og USA hver måned, og den hastige vækst har på meget kort tid skabt grundlaget for en virksomhed med snart 25 ansatte, hvoraf fem af dem arbejder på det nyåbnede kontor i Boston. I foråret 2017 fik AskCody desuden skudt et tocifret millionbeløb ind i virksomheden af venture-kapitalfonden Promentum Equity Partners, hvilket har sat yderligere fart på væksten. 

Prisen som Årets Væksteventyrer gives til en virksomhed, der har arbejdet sig frem til stor vækst, og hvis brand på kort tid har opnået høj status inden for sit felt. Sammen med AskCody tæller kategorien Årets Væksteventyrer kandidater som Badmodul, Winefamly, Tonsser, TwentyThree og Mobile Industrial Robots. 

  • Vækst og innovation fylder stadigvæk alt for os, og vi går hver dag på arbejde for at gøre det lidt bedre end i går på de mange markeder, hvor vores software efterhånden anvendes. Vi er meget stolte over nomineringen, og nu er det op til danskerne at afgøre, hvem der løber med prisen. Uanset hvem der vinder, er det en kategori fyldt med meget dygtige virksomheder, som vi er ydmyge over at optræde sammen med, siger Allan Mørch, CEO og stifter af AskCody.

 


Det er publikum selv, der har indstillet virksomhederne til nominering. Herefter udvælger en jury de bedste kandidater, og til sidst er det igen op til publikum at stemme på de kandidater, de finder mest værdige. Det er blandt andet IVÆKSTs 65.000 brugere, der kan stemmer. Succesfirmaer som GoMore, Billetto, Tradono og Too Good To Go har tidligere kunnet kalde sig vindere af IVÆKSTprisen - en pris, der ofte har hjulpet iværksættere med at tage springet fra lovende til etableret virksomhed.

Der er i alt 36 kandidater fordelt på seks kategorier i IVÆKSTprisen 2017. 

Sign up for the blog e-mails